Nyheder

App-løsning klar til digitalt dansk coronapas

Roche Diagnostics har udviklet den første version af en digital løsning til rapportering og fremvisning af testresultater, immunitet og vaccinestatus. Støtter ansvarlig genåbning af institutioner, kulturliv, sportsarrangementer og erhvervsliv.

 

Roche Diagnostics præsenterer i disse dage den første app i sin nye NAVIFY® Pass-platform for de danske sundhedsmyndigheder og offentlige institutioner samt testudbydere.

Med dens fokus på brugervenlighed er app-løsningen udviklet til at dokumentere testresultater fra såvel PCR-test som hurtigtest, immunitet ved tidligere smitte og vaccinestatus.

Med den nye løsning vil COVID-19-testresultaterne kunne registreres digitalt via appen, og resultaterne af den pågældende brugers test samt vaccinestatus vil fremgå i appen og vil derfor kunne forevises ved adgang til eksempelvis arbejdspladser, institutioner, kulturarrangementer samt ved transport og rejser, der er omfattet af COVID-19-restriktioner.

 

Fleksibel og fremtidssikret 

Appen er det første, færdigudviklede element i en samlet NAVIFY® Pass-løsning, som videreudvikles over de kommende måneder.

I begyndelsen af måneden besluttede myndighederne i Tyskland at gøre hjemmetestning til en del af den tyske testindsats som supplement til den testning, der allerede udføres af trænede podere og sundhedspersonale på eksempelvis arbejdspladser, institutioner og testcentre.

NAVIFY® Pass-løsningen rummer også muligheden for at understøtte en eventuel dansk COVID-19-hjemmeteststrategi som supplement til det allerede eksisterende test-set-up, idet den private bruger ved hjælp af en QR-kode digitalt vil kunne registrere resultatet af sin hjemmetest via appen.

Den nuværende NAVIFY® Pass-app giver testede personer mulighed for at modtage og registrere deres testresultater fra NAVIFY® Pass Professional Test Provider-app. Den samlede digitale løsning forventes i sin færdige udgave at bestå af tre forskellige apps, hvor hver enkelt app er beregnet til hver sin af tre forskellige brugergrupper.

 

Dansk løsning med internationale perspektiver

Løsningen understøtter digitaliseringen mellem brugere, testudbydere, sundhedsprofessionelle og myndigheder.

Som international virksomhed er Roche Diagnostics i dialog med myndigheder og samarbejdspartnere over hele verden, og NAVIFY® Pass-løsningen udvikles netop i tæt samarbejde med eksperter på tværs af hele verden til at understøtte de lokale behov og krav, de pågældende myndigheder måtte have for verifikation af COVID-status i forhold til testresultater, immunitet ved tidligere smitte og vaccinestatus.

Hensigten med dialogen med de danske interessenter er at vurdere potentialet for at udvikle og implementere en optimal dansk version af løsningen, der både er brugervenlig, sikker, effektiv og ressourcebesparende for alle involverede parter, som er kompatibel med den eksisterende digitale infrastruktur på sundhedsområdet herhjemme, og som opfylder standarderne fra EU.

De første moduler og versioner af NAVIFY® Pass-platformen er allerede taget i brug i Europa.