Nyheder

Hvilken Covid-19-test skal du vælge?


Antigen-testning er et supplement til PCR-testning. Og et effektivt redskab til at bryde smittekæder og dermed en relevant testform lige nu i testcentre eller som selvtests til virksomheder, institutioner og privat brug.


Corona-smitten har siden sensommeren været stigende i den danske befolkning.

Stigningen i antal smittede sker til trods for en stor tilslutning til det danske Covid-19-vaccinationsprogram. Derfor er det nødvendigt med flere tiltag for at undgå en ny nedlukning af hele eller dele af samfundet.

Det forventes, at Folketinget lovmæssigt vil beslutte, at danske virksomheder kan kræve at se coronapas eller, at deres medarbejdere bliver testet. Dette initiativ skal blandt andre sikre, vi fortsat kan holde dansk erhvervsliv kørende og uddannelsesinstitutioner åbne. Loven vil være gældende så længe, Covid-19 er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

Vi har her samlet en oversigt over de typer af Covid-19-tests, der - uanset producent - er relevante i den nuværende smittesituation. Når vi forholder os til testenes præstationer, tager vi udgangspunkt i de tests, Roche Diagnostics tilbyder.

 

 

PCR-test:

 

PCR-testning bruges som diagnostisk værktøj til personer med symptomer samt deres nære kontakter.

En PCR-test udføres med en podepind gennem munden, hvorfra der opsamles prøvemateriale i svælget.

Det er en følsom og dermed både sikker og effektiv testmetode. Der skal således kun få viruspartikler til, at testen påviser infektion med SARS-CoV-2. PCR testens høje specificitet og sensitivitet giver meget få falsk negative eller falsk positive resultater.

Metodens høje følsomhed betyder imidlertid, at personer, der testes positivt, kan være i et tidligt, indledende stadie af sygdommen, hvor smitterisikoen endnu ikke er tilstede eller lav, eller i et sent stadie, hvor infektionen er aftagende eller helt overstået. I begge tilfælde udgør den pågældende ikke en reel smitterisiko

Der kan være ventetid på tidsbestilling til at få foretaget en PCR–test i det offentlige sundhedssystem, ligesom prøveresultaterne typisk oftest først er tilgængelige fra 12 timer efter prøvetagningen, fordi prøven skal analyseres på et laboratorium. Svartiderne kan variere op til flere døgn.

PCR-tests udføres næsten udelukkende af sundhedsprofessionelle eller uddannede personer, idet analyseprocessen typisk er koblet til professionelle laboratorie-analyseinstrumenter, som betjenes af specielt uddannet personale.

PCR-testning betragtes generelt som ”den gyldne standard” blandt testmetoder. Derfor ligger Roches portefølje traditionelt inden for PCR-testning, men indsatsen mod den globale Corona-pandemi har skabt et behov for andre testtyper.

 

 

 

Antigentest

 

– også kaldet ”kviktest” eller ”lyntest”:

 

Antigentestning er effektiv som screeningsværktøj for at bryde smittekæder til personer både med og uden symptomer.

Testen udføres med en podepind 2-3 cm oppe i næsen, hvor prøven kan påvise tilstedeværelsen af antigener (viruselementer). 

Metoden er mindre følsom og præcis end PCR-testen. Derimod er den korte svartid på typisk kun 15 minutter særdeles effektiv til at kunne identificere og isolere smittebærere og dermed bryde smittekæder hurtigst muligt.

Antigentestens lavere sensitivitet i forhold til PCR-tests betyder samtidig, at de personer, der testes positive, typisk er dem, der udgør den største smittefare på tidspunktet. En positiv antigentest skal altid følges op med en PCR-test.

Antigentestning blev indført i Danmark, da regeringen erfarede, at anden bølge af virussen truede med at ville føre til en fortsat nedlukning af landet, og regeringen derfor justerede dens teststrategi i november 2020. Kviktestning i testcentre over hele landet var indiskutabelt medvirkende til, at genåbningen af Danmark kunne påbegyndes tidligt i 2021.

Den første version af Roches antigentests blev udviklet til brug af sundhedsprofessionelle og uddannede podere i eksempelvis testcentrene. Den blev efterfølgende også godkendt til superviseret brug på eksempelvis danske uddannelsesinstitutioner, og er nu også godkendt i en version til selvtestning udført af ikke-uddannede personer i private eller professionelle settings (se næste afsnit).

 

Antigentestning kan være at foretrække for personer, der skal testes hyppigt, da den er mest fleksibel og giver hurtigst svar. Tidsskriftet videnskab.dk skriver tillige følgende om antigentestning:

·         Antigentesten er mindre følsom end PCR-testen, men den fanger folk hurtigere, og den har god følsomhed overfor de mest smitsomme (videnskab.dk).

·         Antigentesten giver svar cirka et døgn før PCR-testen, hvorfor folk kan selvisolere et døgn tidligere, og smitteopsporingen kan begynde med det samme (videnskab.dk.)

·         Antigentesten koster en brøkdel af PCR-testen, og kombinationen af gentagen screening og hurtigt svar vinder over den højere følsomhed af PCR-testen (videnskab.dk).

 

 

 

Antigen-selvtest

 

– kviktest til brug af private, institutioner og virksomheder:

 

Roches selvtest er godkendt til brug af ikke-uddannede personer over 18 år. Børn og unge under 18 kan anvende testen med hjælp fra en person over 18 år.

Testen udføres som de to øvrige kviktests med en podepind 2-3 cm inde i næsen og den har samme svartid på kun 15 minutter.

Selvtestning er et supplement til de øvrige testtyper og anvendes allerede af private, institutioner og virksomheder. 

Til privat brug medvirker selvtesten til bekvemt at foretage test i eksempelvis eget hjem og dermed kunne skabe viden og tryghed om smittesituationen inden for husstanden. For institutioner skaber testen sikkerhed og tryghed for såvel beboere, patienter og brugere som ansatte. Og for virksomheder medvirker testen til at skabe et sikkert og attraktivt miljø for såvel ansatte som kunder samt til opretholdelse af virksomhedens drift. 

 

Selvtests tilbydes af forskellige udbydere i forskellige indpakninger og antal.

 

 

 

Selvtest med app:

 

Roches selvtest kommer i en pakke med fem tests samt en let forståelig brugsanvisning på blandt andet dansk. Roche tilbyder også en video med instruktion i brugen af selvtesten:

https://diagnostics.roche.com/dk/da/products/params/sars-cov-2-antigen-self-test-nasal.html

 

Til Roches selvtest tilbydes en gratis app-løsning til registrering af selvtestresultaterne. Testene er således udstyret med unikke QR-koder, der kan registreres i Roches digitale applikations-løsning, NAVIFY Pass, som brugere, institutioner og virksomheder kan downloades gratis.

App-løsningen er et redskab for institutioner og virksomheder, der ønsker at skabe et trygt og sikkert miljø ved at benytte den forventede lovgivningsmæssige mulighed for at kræve, at beboere, elever, medarbejdere, gæster og/eller kunder fremviser bevis for testning.

 

Roches selvtest forhandles gennem Falck.

 

 

Klar til coronapas:

 

På nuværende tidspunkt er selvtestning ikke anerkendt af de danske myndigheder som testmetode til dokumentation i det danske coronapas.

Roches digitale NAVIFY Pass-applikation er imidlertid forberedt til, at de danske myndigheder måtte vælge at acceptere selvtestning som en formel testmetode herhjemme på linje med antigentestning foretaget i de testcentrene. I givet fald vil testresultaterne kunne overføres digitalt fra appen til coronapasset.

 

 

Yderligere oplysninger om Roches selvtest:

https://diagnostics.roche.com/dk/da/news-listing/2021/selvtest_med_app.html

https://diagnostics.roche.com/dk/da/news-listing/2021/vi_tester_os_selv.html

 

 

Antistoftest:

Antistoftest er den tredje testtype, der er kommet i anvendelse under Corona-pandemien.

Antistoftests kan detektere, hvorvidt en person har været smittet med Covid-19-virussen og/eller er vaccineret mod Covid-19, og den pågældende dermed har opnået immunitet gennem dannelsen af antistoffer.

Denne testform er imidlertid ikke relevant i denne sammenhæng.

 

 

Baggrund:

Roche Diagnostics har siden udbruddet bidraget til den globale indsats mod Covid-19-pandemien.

Vi har på globalt plan investeret over fire milliarder kroner i forskning og udvikling samt udvidelse af produktionskapaciteten af instrumenter, tilhørende produkter samt tests af høj kvalitet, fordi hurtig adgang til pålidelige tests er helt afgørende i kampen mod den globale pandemi.

Siden starten af 2020 er vi lykkedes med at udvikle mere end 10 forskellige typer SARS-CoV-2 tests, og vi fortsætter det intense arbejde med forskning og udvikling samt produktionen af nye tests, så vi kan imødekomme udviklingen i de nationale teststrategier og dermed behovet fra de nationale sundhedsmyndigheder, patienter og borgere.

Alle Roches Covid-19-tests er CE-IVD-godkendte.

 

Referencer og anbefalet information: 

1.       https://covid19.ssi.dk/diagnostik/pcr-test/forskellen-paa-pcr-og-antigentest

2.      https://diagnostics.roche.com/dk/da/c/covid-19-pandemic.html

3.      https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2021/Corona/Test/Antigentest/Anbefalinger-for-brug-af-antigentest.ashx?la=da&hash=9E08672B6218C80851D54F6663FEC5F016DA9F42

4.       https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/covid-19-derfor-er-hurtigtests-en-vigtig-del-af-en-genaabning